Sådan foregår en hundefotosession


Fra første kontakt til færdige billeder


Du tager kontakt

Det hele starter med dig. Måske har du en klar idé om, hvad du gerne vil have foreviget, eller måske ved du bare, at du vil have nogle smukke billeder af din hund. Begge dele er et fint udgangspunkt.

Det er en god idé at tænke lidt over, hvad billederne skal bruges til: skal de pryde væggen derhjemme som et stort print, samles i et album der fortæller din hunds historie, eller bruges på hjemmeside og sociale medier? Det behøver du ikke have låst fast på forhånd, men det hjælper os til at finde det rigtige udtryk sammen.

Vi finder en dato, og er fleksible

Når vi kender retningen, finder vi et tidspunkt der passer dig og din hund. Udendørssessioner er afhængige af vejret, og hvis himlen simpelthen ikke vil med os, flytter vi uden beregning. Det samme gælder, hvis du eller din hund er syg; ingen skal stresse sig til et fotoshoot.

Inden vi mødes sender jeg en reminder med tid, sted og gode råd til, hvad du kan have med.

Billedeudvælgelse og redigering

Her er et sted, mange er nysgerrige: hvorfor er det mig, der vælger, hvilke billeder der redigeres?

Fordi udvælgelsen er en del af arbejdet; ikke en eftertanke. Jeg gennemser alle billeder og vælger dem, der tilsammen viser din hunds personlighed og fortæller den historie, vi aftalte forud for fotograferingen. Jeg leder efter variation, udtryk og den stemning, du beskrev i vores samtale. Det kræver, at jeg holder alle de detaljer vi har talt om i baghovedet, mens jeg ser billederne igennem. Dertil kommer min tekniske erfaring med at vurdere, hvilket potentiale et billede har; nogle billeder rummer noget særligt, som først for alvor kommer til sin ret i redigeringsfasen, og det øje kræver øvelse at udvikle.

Derefter redigerer jeg billederne med omhu, gerne med pauser imellem, så jeg møder hvert billede med friske øjne.

Vi taler om din hund og dine drømme

Inden vi overhovedet finder en dato, taler vi om det vigtigste: din hund og de billeder du drømmer om. Hvad er det for en personlighed, din hund har? Er der noget særligt ved ham eller hende, du gerne vil have fanget; et blik, en energi, en måde at være i verden på? Er der billeder fra min portefølje, som du føler rammer præcis det, du leder efter?

Denne samtale er ikke bare hyggeligt smalltalk; den er grundlaget for alt det, der kommer efter. Det er nemlig den, jeg tager med mig ud på lokationen, og den er afgørende for, hvilke billeder jeg efterfølgende vælger at arbejde videre med.

Vi taler også om omgivelser og stemning. Hvilke rammer passer til din hund og de billeder, du ønsker? Du er velkommen til at kigge på mine forslag til lokationer, og så finder vi ud af det sammen.

Selve fotograferingen

Når vi mødes, tager vi det roligt. Din hund får tid til at vende sig til mig, til lokationen og til situationen; det er ikke noget, man kan skynde sig. Vi arbejder ud fra det, vi har aftalt, men er altid åbne for at følge det, der opstår: et lys, et øjeblik, en situation vi ikke havde planlagt, men som pludselig er perfekt.

Vi holder pauser undervejs, så hunden ikke er "på" hele tiden. Et afslappet og glad dyr giver de bedste billeder, det ved vi begge.

Når vi begge føler, at vi har det, vi kom efter, med den variation og de øjeblikke vi drømte om, siger vi farvel og går hver til sit.

Levering

Billederne eksporteres i to versioner: en til web med logo og en til print uden logo. De uploades i en privat Dropbox-mappe, kun du har adgang, sammen med faktura. Linket sendes direkte til dig.

Du er meget velkommen til at dele billederne med logo på din hjemmeside, Facebook eller Instagram. Tag mig endelig, det sætter jeg stor pris på.

Og hvis du har lyst, er en Google-anmeldelse altid kærkommen.


Har du spørgsmål, eller er der noget, der ikke er, som det skal være?

Så kontakt mig endelig. Det er vigtigt for mig, at du har en god oplevelse hele vejen fra første besked til billederne hænger på væggen. Jeg er altid klar til at hjælpe.

Privatlivspolitik

OK